Anne Lundahl Mauritsen, Postdoctoral Researcher, Aarhus University
Dataindsamlingen i den danske del af RECOVIRA-projektet er stadig undervejs, og vi har nu vendt blikket mod to religionsgrupper, der primært har både unge medlemmer og unge ledere. I dette blogpost giver vi en smagsprøve på de første fund fra feltarbejdet i disse to grupper og relaterer det til tidligere præsenterede pointer og temaer i det forrige danske blogpost.
Det fremstår forholdsvist tydeligt, at de yngre grupper bruger digitale værktøjer og sociale medier i højere grad end grupper med ældre medlemmer og ledere. I den ene gruppe ser vi således en helt specifik grafisk vision og en gennemtænkt strategi for brugen af særligt Facebook og Instagram samt en professionel ansat til at varetage blandt andet denne kommunikation. Her anvendes Facebook særligt i to henseender; for det første som et kalenderredskab, hvor ’begivenheds ’-funktionen bruges til at skabe overblik over de mange events, gruppen har; for det andet har gruppen en række mindre, kreative fællesskaber, og disse fællesskaber har typisk en selvstændig Facebook-gruppe, som anvendes til intern kommunikation, og som dermed er fællesskabsunderstøttende. Instagram bruges i stedet til at give løbende, levende updates fra de daglige arrangementer i gruppen, særligt via ’story ’-formatet, og gruppen er desuden bevist om, at den ungegruppe, de rækker ud til generelt, bruger Instagram mere end Facebook, hvorfor de lægger en vedvarende indsats i at være nærværende på Instagram.
Den anden religionsgruppe er mindre organiseret og mere frivilligt drevet, hvorfor helhedsindtrykket er lidt mindre organiseret. I denne religionsgruppe bruges også både Facebook og Instagram, i mange henseender på samme måde som i førstnævnte gruppe; til at dele ud af fællesskabets aktiviteter og koordinere disse samt til at give et løbende indblik i gruppens daglige liv. Grupperne har derfor en række fællestræk i forhold til deres inddragelse af det digitale, men hvad der er særligt interessant er at vi selv i disse grupper, som så aktivt inddrager det digitale, ser, at den digitale indsats ikke kan stå for sig selv, men i stedet anvendes til at få brugerne til at komme til de fysiske aktiviteter. Endnu en gang virker det således tydeligt, at der er elementer ved dét at skabe et autentisk, meningsfuldt, sammenhængende religiøst fællesskab, som skal skabes i det fysiske fremfor det digitale samvær.
Vi kan også forsigtigt konkludere, i tråd med en pointe fremsat i den sidste danske blogpost, at den digitale indsats konkret ofte er betinget af hvilke konkrete ressourcer, der er til rådighed i religionsgrupperne. Er der finansielle og/eller menneskelige ressourcer til at varetage den digitale indsats, bliver denne typisk mere konsekvent, hvorimod grupper med mangel på disse ressourcer ofte får en mere fragmenteret digitalt præsens på sociale medier. Den danske dataindsamling går nu ind i den mere afsluttende proces. Over de næste par måneder er det således vores ambition at runde det fysiske og digitale feltarbejde af samt foretage de sidste interviews, for dernæst at påbegynde en dybere analyse af materialet.
